Skip navigation

Tag Archives: spleen united

Karakterskala:
Karakterer gives på en skala fra 1-6, hvor 1 er uudholdeligt og 6 er suverænt. Der kan, i værste tilfælde, tildeles en dumpekarakter på 0, men i så fald bør bandet også jages med en gaffel og samtlige bandmedlemmer stikkes i begge ører så de ikke kan lave mere musik. Eks: Alphabeat.

Press Play On Tape
Scene: Pavillion Jr.
Karakter:

God gas og dygtighed, med spilleglæde ud over scenekanten. Undrer mig dog over deres Slim Shady-pastiche, som var særdeles malplaceret, og selv om 80’er-medleyen var sjov var det ikke det, publikum var kommet for at høre. Bubble Bobble og Pacman skabte størst glæde, og deres udgave af Monty On The Run var ren nørd-blær med smil til følge.

Clutch
Scene: Odeon
Karakter:

Så er jeg også venlig. De er dygtige musikere, ingen tvivl derom. Men magen til arrogance. Koncerten bliver indledt uden skyggen af bandmedlemmerne, og i stedet får vi en al for lang intro på bånd. Når bandet først går på scenen virker de uoplagte (med mulig undtagelse af trommeslageren, der var pænt engageret i hans kram) og selvfede. Det til trods for, at musikken var i overhængende fare for at blive ensformig. I er dygtige musikere, drenge, men I skal ikke hvile på laurbærrene!

Radiohead
Scene: Orange
Karakter:

Eminent velspillet og med præcis den kølige distance, der ikke udråber arrogance, men nærmere introvert professionalisme og hengivenhed til eget værk. At gøre en Orange-koncert intim er der kun få, der har kunnet præstere (som f.eks. da Shirley Manson drak sig fuld under sin Garbage-koncert i 2002). Det lykkedes Radiohead. Kun næsten modvilligt spillede de Karma Police som allersidste sang, men den blev indledt med sangen Idioteque (fra Kid A), så der skulle dén pointe ligesom være sat på plads. Selv om setlisten hovedsageligt bestod af numre fra nyeste In Rainbows, som jeg ikke synes alverden om, så fungerede det langt, langt bedre end hvis koncerten havde været én lang “hit-parade”. I så fald havde Radiohead ikke kunne prale af at være de auterer, de så inderligt gerne vil være.

Lidt røg skal de dog ha’ med: deres brug af splittet storskærm, så man kunne se alle bandmedlemmer samtidig, var fin hvis man stod tæt på skærmen, men jeg har ondt af dem, der stod et stykke væk. Og hvis man ikke var Radiohead-fan, så blev man det i hvert fald ikke dén aften. Det var en koncert for de indviede, eller bare de meget skæve.

Seasick Steve
Scene: Pavillion
Karakter:

Festivallens overraskelse må komme i skikkelsen af denne true-blood redneck son-of-a-bitch med denim overalls, langt fipskæg, skovmandsskjorte og whiskey-ånde. Slide-guitar helt fra Mississippis hede, akkompagneret af “The Mississippi Drum Machine” (a.k.a. en trækasse på gulvet, som han hamrede på med foden). Efter at se hvor mange, der er mødt frem for at se ham, udbryder Steve som noget af det første: “Wow, I thought I was gonna play to like twenty people today.”

Hans medbragte trommeslager gik så højt op i stemningen, at under en sangs afslutning væltede han bogstavelig talt bagover – heldigvis på sidste slag. Og hans søn på vaskebræt fik en slurk whiskey under introduktionen, hvorefter Steve stolt udbryder, “That’s my boy.”

Musikken var country/blues, og det er også fint nok, men mandens engagement var hvad der virkelig solgte koncerten. Han så helt og aldeles lykkelig ud, og var oppe og danse publikum i gang flere gange på trods af mandens tydeligt fremskredne alder. Man ved bare, at den mand sover med et oversavet jagtgevær under puden.

Holy Fuck
Scene: Pavillion
Karakter:

Improviseret dansemusik med galskab, kasten-sig-rundt, mærkværdige instrumenter, Casio-keyboards, båndmaskiner der blev flået ihjel, og en særdeles aktiv trommeslager. Jeg var målløs. “Holy Fuck” er præcis hvad man tænkte, da man forlod teltet efter koncerten. Man kunne også mærke på bandet, at de var sindssygt glade for at spille. Selv om de gerne ville være hårde i kanten og give publikum fingeren, så kunne de alligevel ikke lade være med at smile og komme med endnu flere skøre påfund til deres allerede dundrende lyd (lidt for meget mudder, hr. lydmand!). Deres to mikrofoner var ellers kun til effekt-brug (lidt reverb, lidt distortion, etc.), og altså ikke til at kommunikere med publikum med, men i ren affekt forsøgte den ene af de tre galninge alligevel at takke os for vores entusiastiske optræden gennem hans distortion-mikrofon. Kun enkelte gange tabte den ellers super-præcise og mildest sagt engagerede trommeslager et fill på jorden, hvilket jeg er sikker på ingen andre lagde mærke til, og han så undskyldende ud hver gang – og kvitterede få sekunder senere med et endnu hårdere fill. Og aldrig har jeg set en båndmaskine få så mange tæv. Holy fuck, indeed.

The Streets
Scene: Orange
Karakter:

Man kan sgu ikke klandre Mike Skinner for ikke at prøve. Publikum blev overøst med ros og entusiasme, og det må tages som en bonus, for Skinner kunne i virkeligheden bare have stillet sig op med sine bedste numre, fyret dem af, og taget hjem, velvidende om, at han havde leveret endnu en god fest i kraft af hans bagkatalog. Men nej, der skulle show til, og thank god for that. Det må være svært at være back-up band for den mand, for alle hans skøre påfund undervejs virker meget improviserede, og hvordan backer man en mand op, der insisterer på at få slukket al lys på hele Orange så han kan se lighterne? (And I tell you, fra luftfotoet så det meget imponerende ud at se en mørklagt Orange Scene kun lyst op af en mulliard lightere.)

Settet itself fokuserede meget på crowd-pleasere, og med crowd mener jeg hovedsageligt 14-årige piger. Der var alle tåreperserne og mid-tempo numrene, som man kunne stå og holde kæresten om livet til. Men når han endelig gad, så kunne Mike også sætte gang i en fest, og specielt “Fit But You Know It” fik smæk så den brækkede sig. Men Mike: jeg ved ikke hvem der har fortalt dig, at du kan synge. Men det kan du ikke. Heller ikke andenstemme. Lad hellere din rasta-buddy om dét.

The Dillinger Escape Plan
Scene: Odeon
Karakter:

Man skulle tro et band som Dillinger var vante til, at en vis procentdel af publikum ikke var med dem. Det handler jo alligevel om at svinge med og smadre guitarer og råbe og skrige. Men 3/4 gennem koncerten så Dillinger-banden nærmest skuffede ud, og Greg spurgte ligefrem om vi selv syntes, vi havde fortjent et sidste nummer.

Det var ikke fordi de ikke prøvede. Ben Weinman kastede sig rundt med både guitar og krop; kravlede op på højttalertårn; dropkickede selvsamme højttalertårn så det næsten væltede ned over ham; sprang ud fra selvsamme højttalertårn (som var fire store Marshaller stablet ovenpå hinanden!); og sprang ud i publikum under en superb fremførelse af Clip The Apex. Også Greg var en tur ude og uddele øvertæver. Men det var før teltet på Odeon tyndede ud til under det halve af dets kapacitet.

På trods af en ellers gedigent sammenrystet hardcore fanbase oppe i pitten, en del nysgerrige onlookers, og et band der ellers rystede alle deres moves af i et forsøg på at gejle folk op, så var indstillingen der bare ikke blandt publikum. Det hjælper måske ikke at lyd- og lysmændende var decideret sløve i optrækket.

So there you have it!
Smæk På var på festival, og fuck hvor var det godt.

Og iøvrigt fryd på Spleen United, der mistede deres lyd i en ti minutters tid under koncerten. Lyt til noget Ladytron eller Holy Fuck og tag ved lære; drop det der sodavandsdiskotek!

Og stol aldrig på en anmelder, der fortæller dig, at Alphabeat-koncerten var god — selv DR syntes, den var noget bras! Ha!

Reklamer

Action packed excitement!!!Jeg havde glædet mig som et lille barn til at se Spleen United i går på Gimle. Selv om Neanderthal ikke lige var et skridt i den retning, jeg havde håbet, så havde de jo stadig et fænomenalt bagkatalog at trække på. Og den første halve times tid af deres optræden blev mine forventninger indløst.

Men så gik der gymnasie-halbal i den. Man er allerede ude på et popularitets-skråplan når fire æskestive spader dukker op helt foran til ens koncert, arm i arm, og råber deres ønskede setliste ud til bandet, som bestod af én sang (den eneste rigtig skidte sang fra debut’en, “Spleen Utd.”). Desværre blev deres forventninger også indfriet, og så stod jeg af.

Faktisk fik vi kun to rigtig gode fra debut’en – “Heroin Unltd.” og “She Falls in Love with Machines”. Resten af tiden blev vi spist af med de vamleste skæringer fra Neanderthal, inklusive all-time hadenummeret “Jungle Heart”. Ffs! Jo, de smed lige “Dominator” ind, som er en ret passabel instrumental-basker, men for fanden hvor jeg håber de snart får styret deres danselyster.

Vi har med dygtige musikere at gøre, ingen tvivl. Men jeg har ondt af dem, der gav over 140 kr. for at tage til 80’er halbal.

NeanderthalSpleen United
“Neanderthal”
CPH-Records 2008

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var smækforelsket ved første ørekast, da jeg hørte Spleen United’s første single, “Heroin Unlimited”, i radioen. Den havde alt: fængende melodi, skarpe men varme analoge synthesizer-lyde, og en melankolsk stemning, der omsider kunne bringe tudefjæsene fra Mew og Saybia i knæ og vise dem hvordan det skulle gøres!

Derfor var det ikke med underspillet spænding, at jeg satte opfølgeren, Neanderthal, på i hovedbøfferne. Nu vil jeg lige sige, at der ikke er noget voldsomt galt med Pet Shop Boys. Men når Spleen’s åbningsnummer, “Suburbia”, som deler titel med et langt mere overlegent Pet Shop Boys-nummer, tordner ud ad højttalerne og lyder som en billig provins-disko-pastiche, så begynder man at huske på hvorfor man holdt sig væk fra Jolly Cola i sine unge dage: For meget sukker, for lidt indhold.

Hvis man vil have en god oplevelse med Neanderthal er man faktisk nødt til at starte sin CD fra track nr. 5 og lade den fortsætte. Hvis man tilmed når at stoppe pladen før sidste nummer, “My Jungle Heart”, begynder, får man faktisk en ganske acceptabel oplevelse. Specielt næstsidste nummer, “Under the Sun”, er direkte smukt.

Hvis bare det var sluttet der. For hvis man lader pladen nå sin intenderede afslutning, “My Jungle Heart”, bliver man mødt med et gumpe-tåbeligt disco-beat, en spoken-word fremførelse på tåkrummende Valby-engelsk, og titlen fra endnu et Pet Shop Boys-hit kommer i tankerne: “What Have I Done to Deserve This?”