Skip navigation

Tag Archives: ladytron

Ladytron har lavet video til anden single fra Velocifero, og valget er faldet på “Runaway”. Personligt synes jeg “I’m Not Scared” ville have været det bedste valg, og alle, jeg har talt med, mener det samme.

“Runaway”-videoen er heller ikke noget at råbe hurra for. Faktisk fremhæver den bare sangens monotoni, som man ellers ikke tænkte så meget over hvis man bare hørte skiven. Og hvad helvede laver Mira Aroyo med en harmonika?

Men døm selv. Videoen kan streames fra MySpace. (Woohoo.)

Anyway, som I måske ved, så spiller Ladytron på Loppen til december. Jeg har allerede billet. Hvad med jer?!

VelociferoHvis du, som mig, syntes, at Ladytrons forrige album, Witching Hour, var en anelse på den meditative, sløve side — så vil deres nye album, Velocifero, være en glædelig overraskelse.

Groft sagt har Ladytron aldrig rocket så meget i deres karriere (selv om jeg hader at bruge ‘rock’ som verbum). Fra starten af er der god knald på de savtakkede moog-synths, og nærmest traditionen tro (se Light & Magic) bliver første nummer leveret på klingende bulgarsk. Singlen “Ghosts”, med dens bouncy shuffle-rytme, lyder måske som letkøbt ved første ørekast (se NIN’s “Capital G”, eller landeplagen, der startede det hele, “Beautiful People”), men vokallinien og melodien er så insisterende iørefaldende, at man tager sig selv i at gå og nynne den alligevel. (Det hjælper kun, at teksten er intet mindre end genial.)

Der bliver for alvor skruet op for tempoet og volumen i “I’m Not Scared”, og “Burning Heart” lyder nærmest som om den var skrevet for at vise Spleen United, at hvis man endelig vil lave noget, der lyder som Pet Shop Boys, så skal det fa’me også lyde godt. I det hele taget er Velocifero præcis hvad Neanderthal IKKE var: en dansabel synth-rock plade, der ikke falder for pastiche og provinsdisko-romantik.

Hele pladen foregår i et ret højtskruet tempo — selv ‘balladen’ “Season of Illusions” medføres af et beat, der virker meget insisterende — men formår at gøre det uden at lytteren taber pusten halvvejs igennem.

Selv Daniel Hunt, som normalt tavst styrer synthen i baggrunden, får lov at lege vokalharmoni med engelsk-sprogede forsanger Helen på “Versus”. Og så er jeg total sucker for melodien i “Deep Blue”.

Der er for mange højdepunkter. At sige, at en synth-rock plade co-produceret af Alessandro Cortini er “safe” (som paddehatten her) kan slet ikke tages seriøst — pladen er en længe tiltrængt og vidtrækkende udvikling. Light & Magic er til fest, Witching Hour er til sten, og Velocifero er til FEST. Køb den. Siger jeg.