Skip navigation

Monthly Archives: maj 2008

VelociferoHvis du, som mig, syntes, at Ladytrons forrige album, Witching Hour, var en anelse på den meditative, sløve side — så vil deres nye album, Velocifero, være en glædelig overraskelse.

Groft sagt har Ladytron aldrig rocket så meget i deres karriere (selv om jeg hader at bruge ‘rock’ som verbum). Fra starten af er der god knald på de savtakkede moog-synths, og nærmest traditionen tro (se Light & Magic) bliver første nummer leveret på klingende bulgarsk. Singlen “Ghosts”, med dens bouncy shuffle-rytme, lyder måske som letkøbt ved første ørekast (se NIN’s “Capital G”, eller landeplagen, der startede det hele, “Beautiful People”), men vokallinien og melodien er så insisterende iørefaldende, at man tager sig selv i at gå og nynne den alligevel. (Det hjælper kun, at teksten er intet mindre end genial.)

Der bliver for alvor skruet op for tempoet og volumen i “I’m Not Scared”, og “Burning Heart” lyder nærmest som om den var skrevet for at vise Spleen United, at hvis man endelig vil lave noget, der lyder som Pet Shop Boys, så skal det fa’me også lyde godt. I det hele taget er Velocifero præcis hvad Neanderthal IKKE var: en dansabel synth-rock plade, der ikke falder for pastiche og provinsdisko-romantik.

Hele pladen foregår i et ret højtskruet tempo — selv ‘balladen’ “Season of Illusions” medføres af et beat, der virker meget insisterende — men formår at gøre det uden at lytteren taber pusten halvvejs igennem.

Selv Daniel Hunt, som normalt tavst styrer synthen i baggrunden, får lov at lege vokalharmoni med engelsk-sprogede forsanger Helen på “Versus”. Og så er jeg total sucker for melodien i “Deep Blue”.

Der er for mange højdepunkter. At sige, at en synth-rock plade co-produceret af Alessandro Cortini er “safe” (som paddehatten her) kan slet ikke tages seriøst — pladen er en længe tiltrængt og vidtrækkende udvikling. Light & Magic er til fest, Witching Hour er til sten, og Velocifero er til FEST. Køb den. Siger jeg.

Reklamer

The Pink Floyd & Syd Barrett StoryHvis I finder den her burde I seriøst investere i den. Men måske er det bare mig, der har en kærlighedsaffære med den, i mine øjne, misforståede Syd Barrett. Hvis I finder den — og det gjorde jeg til en 50’er i min lokale Fona — og ser ekstra-materialet, så er det egentlig kun Roger Waters, der forsøger at sætte sig ind i Barrett’s mentalitet. Resten af gutterne, inklusiv David Gilmour, som jeg ellers troede var den sympatiske i bandet mens Waters var klynkehovedet, er mere eller mindre ligeglade med ham, og fandt Barrett nærmest irriterende at være i nærheden af.

Jeg tror ikke, Barrett var sindssyg. Jeg tror, han fik en større dosis LSD end han havde forventet, som Rick Wright fortæller (den “fortabte” weekend, hvor Barrett forsvandt mens de skulle lave en radiooptagelse), men jeg tror ikke, det nødvendigvis lukkede af for hans evne til at være social. Jeg tror, som Barrett’s senere trommeslager siger, at han af og til brugte sin ‘sindssyge’ (som han indrømmet nok havde noget af, forstærket af det uheldige trip) for at koble af. Jeg tror simpelthen, han var træt af musiklivet, ikke musikken. Træt af forventningerne, rutinen og at skulle overbevise andre om hvordan musikken skulle lyde. Og måske træt af at være ude af stand, på grund af syren, til at kunne sætte ord på hvordan han havde det.

Eller også er det bare fordi jeg gerne vil have nogen at identificere mig med. Manden er jo død, og nægtede iøvrigt at snakke med nogen om hele fadæsen, så vi finder aldrig ud af det. Men fornemmelsen af at have fået nok og være ude af stand til at forklare andre hvorfor, til det punkt hvor man bare hellere vil gå sin vej end at prøve mere, kan jeg – såvel som de fleste andre, vel – udmærket forstå.

En flad 50’er. Det kræver selvfølgelig at man har tålmodighed til at sidde igennem nogle uredigerede interviews. Men det er det værd.

Weezer’s nye video til “Pork & Beans” inkluderer cameos og parodier på adskillige youtube-fænomener. Manden med Casper Christensen-brillerne slår til igen, og han har tilsyneladende fundet distortion-pedalen frem igen. Ret forfriskende.

De er tilsyneladende ikke det første band, der har fået ideen, men det skal da ikke afskrække mig fra at nyde det.

The Raconteurs giver iTunes fingeren med deres nye album, Consolers of the Lonely (fantastisk titel, btw… NOT!). I stedet for at sælge den track-by-track fra Apple’s kæmpe lavprisvarehus, sælger de den nu i 320kbps mp3’ere fra deres hjemmeside.

Det er da godt at se, at folk så småt er ved at komme med på bølgen. Nu mangler vi bare, at skidtet ikke koster £7.99. Det er 75 kr. For 25 kr. mindre kan jeg få Year Zero eller The Downward Spiral i Fona 2000 i KBH, og hans nye plade kostede ingenting.

Men kudos til Jack fordi han prøver. Nu venter vi bare på, han laver noget, jeg gider høre.

Raconteurs giver iTunes fingeren
Raconteurs til iTunes: Æd hest og dø

En rundtur i iPod’en giver følgende resultater:

Devin Townsend‘s Punky Brüster: Cooked On Phonics. For dem af jer, der kunne lide Ziltoid, så er Devin’s koncept-punk-skive om et dødsmetalband, der sælger ud og spiller pop-punk, lige til at gå ombord i. Historien er måske ikke så gennemarbejdet eller syret som Ziltoid, men der er tilnærmelsesvis en De Skrigende Halse-atmosfære over det hele.

Mindless Self Indulgence‘s IF. Jeg kunne ikke være mere græskkatolsk over, at bassisten er gift med ham klaphatten fra My Chemical Romance, eller at de har aftaler med pivegoter-mekkaet Hot Topic gående i USA. MSI er Serj Tankian på sukkeroverdosis, og man skal godt nok have sit selvoptagede goter-hoved langt oppe i dødsstjernen for ikke at fnise af “Mastermind” (“this shit gonna turn your mama white”) eller “Get It Up” (“whatever you do, don’t talk about your boyfriend while we’re having sex, how ‘bout that?!”). Frankenstein Girls var fed, You’ll Rebel to Anything var federe, og IF er helt og aldeles klasse-vare! Fuck My Chemical Romance og få Mindless til Danmark!

Dillinger Escape Plan‘s Ire Works. Roskilde-programmet er sikret! Der skal uddeles skaller! Ire Works er intet mindre end smukt, og alle, der siger anderledes, kan få hovedet kappet af af min splinternye grå-vinyl udgave af pladen! Den er skarp. Nu mangler vi bare, at Alphabeat nedkommer med en eller anden livstruende sygdom og holder sig væk – så er min festival for alvor reddet.

Han er koreaner! Han spyr ild!
Han er koreaner! Han spyr ild!

En special mention skal selvfølgelig lige ud til alles yndlings-onkel Trent, der har valgt at udgive sin nye skive helt gratis. Okay, så den er kun 40 mins lang, men i det mindste er det ikke Ghosts om igen.

Action packed excitement!!!Jeg havde glædet mig som et lille barn til at se Spleen United i går på Gimle. Selv om Neanderthal ikke lige var et skridt i den retning, jeg havde håbet, så havde de jo stadig et fænomenalt bagkatalog at trække på. Og den første halve times tid af deres optræden blev mine forventninger indløst.

Men så gik der gymnasie-halbal i den. Man er allerede ude på et popularitets-skråplan når fire æskestive spader dukker op helt foran til ens koncert, arm i arm, og råber deres ønskede setliste ud til bandet, som bestod af én sang (den eneste rigtig skidte sang fra debut’en, “Spleen Utd.”). Desværre blev deres forventninger også indfriet, og så stod jeg af.

Faktisk fik vi kun to rigtig gode fra debut’en – “Heroin Unltd.” og “She Falls in Love with Machines”. Resten af tiden blev vi spist af med de vamleste skæringer fra Neanderthal, inklusive all-time hadenummeret “Jungle Heart”. Ffs! Jo, de smed lige “Dominator” ind, som er en ret passabel instrumental-basker, men for fanden hvor jeg håber de snart får styret deres danselyster.

Vi har med dygtige musikere at gøre, ingen tvivl. Men jeg har ondt af dem, der gav over 140 kr. for at tage til 80’er halbal.

Ærlig talt, jeg har prøvet. Jeg fik mine svedige små hænder i Crystal Castles‘ album, med den opfindsomme titel Crystal Castles. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventede – måske en punket version af Ladytron – men det var ikke hvad jeg fik. Hvad jeg fik var en masse tilfældigt-sammensatte Atari-bips med en afsindigt hæs og irriterende lillepige-skrige-stemme henover.

Derfor er det med et lidt skadefro smil på, at jeg nu læser, at Crystal Castles er blevet fanget i at hugge elementer fra chiptune-communitiet og udgive det som deres eget. Timbaland-skandalen kan alle vel huske, og den blev kun sjovere af, at idioten ikke havde noget egentlig forsvar. Crystal Castles’ strategi på samme anklage ser ud til at være at ignorere det, og fortsætte ufortrødent med at ødelægge vores dagligdag.

Og oprette utallige MySpace profiler, tilsyneladende. Ærlig talt, den sidste giver mig epilepsi. Ærlig talt.

Nu mangler vi bare, at de forsvinder helt.
Nu mangler vi bare, at de forsvinder helt.