“Runaway”-videoen er heller ikke noget at råbe hurra for. Faktisk fremhæver den bare sangens monotoni, som man ellers ikke tænkte så meget over hvis man bare hørte skiven. Og hvad helvede laver Mira Aroyo med en harmonika?

Men døm selv. Videoen kan streames fra MySpace. (Woohoo.)

Anyway, som I måske ved, så spiller Ladytron på Loppen til december. Jeg har allerede billet. Hvad med jer?!

HBO kender vi alle sammen fra frygtelige eskapader som Sex and the City og Nip/Tuck, og mindre frygtelige eskapader som The Sopranos og stort set alle andre amerikanske tv-serier, de må sige ‘fuck’ i.

Hvis alt går vel (og det gør det vel sjældent i tv-branchen), så er der en mini-serie på vej med historien om Year Zero. Samtidig vil ol’ Rezzy lave og udgive Year Zero II-pladen og endnu et ARG — dvs. ud og finde USB-nøgler på lokummerne igen.

Hvis I vil have koncerterne ned på harddisken, så anbefaler vi DVDVideoSoft’s Free YouTube-to-iPod Converter. Lad ikke navnet snyde jer; den konverterer også til MPG og AVI. Selvfølgelig vil kvaliteten være efter YouTube-standard, og altså ikke just dvd-kvalitet (måske snarere dårlig vhs-kvalitet), men det er bedre end intet. Og jo, programmet konverterer, så I kan lægge koncerterne på jeres fancy små iPod’s – og der gør 320×240 opløsning jo ikke så meget!

Mr. Bungle – Live @ Club Lingerie, 1991
På hvad jeg antager var bandets første “rigtige” turné, lige efter udgivelsen af den fænomenale debut. Patton og co. giver den fuld gas, og på trods af nogle lettere irriterende video-effekter, så er hele koncerten relativt professionelt filmet – og lyden er også god!

Del 1

Del 2 | Del 3 | Del 4 | Del 5 | Del 6 | Del 7 | Del 8 | Del 9 | Del 10
Del 11 | Del 12 | Del 13 | Del 14

Strapping Young Lad – Live @ Download Festival 2006
Devin Townsend himself i topform. Det kræver en del selvironi at stille sig op på den scene og råbe, “Jeg er mere sexy end alle jer andre!”

Del 1

Del 2 | Del 3 | Del 4 | Del 5

Og hvem kan iøvrigt glemme proshot-videoen af en hel Dillinger Escape Plan-koncert fra for nylig? Ville lige nævne den hvis den havde undgået jer.

Holy Fuck leverede en bragende performance på dette års Roskilde, og selv om deres full-length udgivelse med det opfindsomme navn “LP” (eftersom deres tidligere ep-udgivelse havde titlen “EP”) ikke indeholder helt samme spilleglæde som vi oplevede under teltdugen på Pavillion, så kan man godt fantasere sig til meget. Specielt numre som “The Pulse” og “Safari” er kræs for ørene til en gåtur i iPod’en, og hvis man vil have lidt melodi med sine skøre Casio-udskejelser, så er singlen “Lovely Allen” altså ikke så skidt endda. Men hvis man skal høre “Lovely Allen” jeg vil helt klart anbefale at gafle versionen fra deres musikvideo, for … ja, holy fuck.

Pendulum er en flok australiere, der er bosat i England og ellers plejede at lave “hvis-du-virkelig-ik’-ka’-spise-de-sidste-chips”-musik. Det fik de da også et album ud af, og det hed Hold Your Colour. Men det er ikke den plade, der anbefales. Ikke endnu, i hvert fald.

Næ, der skal kudos til et band, der tør prøve grænser af med noget, der ellers er så indelukket som drum-n-bass, og det gør Pendulum med bravado. De har lavet skiven In Silico, og for fanden det er godt! De overordentligt tunge drum-n-bass-trommer er der stadig, og dansabiliteten (det er et ord!) fejler heller ikke noget, men der er kommet mere variation i suppekrydderiet: “Different” er næsten Prodigy-agtig, “Granite” går næsten i heavy-metal, “Mutiny” er en bidsk pirat-sang med en voldsom guitar-solo, og indlederen “Showdown” er så flabet og dansabel at selv ikke en gammel kyniker som jeg kan sidde stille.

Pendulum er desuden et af de få bands, der ved hvilken single, man skal vælge. Og single nr. 2, “Propane Nightmares”, er intet mindre end en ørehænger. Den bliver ikke irriterende ved gentagende gennemspilninger, og man får den i hovedet. Yes, jeg er forelsket!

Denne mand har højst sandsynligt ikke engang en computer.

I gårsdagens Urban-avis (fra den 5. august 2008) udtaler Jesper, at det er “tankevækkende” at andre bands ikke har fulgt Radiohead’s eksempel ved at udgive deres plade på nettet før en fysisk udgivelse. Dette skal tolkes på den måde, at Jesper anser stuntet som mislykkedes, og artiklens hovedudgangspunkt er da også, at flere mennesker har valgt at downloade Radiohead’s album illegalt frem for at købe det. (Hvordan de lige præcis har fundet frem til hvor mange har downloadet albummet illegalt er ikke til at vide, men de var kommet frem til et tal, og det tal var højst sandsynligt hevet ud ad røven, ligesom det meste der kommer ud af AntiPiratGruppens talsrør.)

Udtalelsen er så dum, at man må tage sig til hovedet. Han siger, det er tankevækkende, at ingen andre bands har fulgt i fodsporet.

At en talsmand for pladeselskaberne er så uvidende om musikverden er skræmmende — og alligevel et godt billede på hvordan disse gamle dinosaur-firmaer tænker.

Vi behøver vel næppe at nævne, at svenske crustpunkere Skitsystem har lagt hele deres katalog ud gratis, Trent Reznor har udgivet hans sidste plade “The Slip” helt og aldeles gratis ovenpå to andre vellykkede eksperimenter, og at bands som The Offspring, Dillinger Escape Plan og mange andre bands vælger at lade hele deres album streame i fuld længde fra deres Myspace eller andre hjemmesider.

Hvis Jesper Bay havde hovedet mere i sandet ville hans isse kommet ud på den anden side af jordkloden.

Press Play On Tape
Scene: Pavillion Jr.
Karakter:

God gas og dygtighed, med spilleglæde ud over scenekanten. Undrer mig dog over deres Slim Shady-pastiche, som var særdeles malplaceret, og selv om 80′er-medleyen var sjov var det ikke det, publikum var kommet for at høre. Bubble Bobble og Pacman skabte størst glæde, og deres udgave af Monty On The Run var ren nørd-blær med smil til følge.

Clutch
Scene: Odeon
Karakter:

Så er jeg også venlig. De er dygtige musikere, ingen tvivl derom. Men magen til arrogance. Koncerten bliver indledt uden skyggen af bandmedlemmerne, og i stedet får vi en al for lang intro på bånd. Når bandet først går på scenen virker de uoplagte (med mulig undtagelse af trommeslageren, der var pænt engageret i hans kram) og selvfede. Det til trods for, at musikken var i overhængende fare for at blive ensformig. I er dygtige musikere, drenge, men I skal ikke hvile på laurbærrene!

Radiohead
Scene: Orange
Karakter:

Eminent velspillet og med præcis den kølige distance, der ikke udråber arrogance, men nærmere introvert professionalisme og hengivenhed til eget værk. At gøre en Orange-koncert intim er der kun få, der har kunnet præstere (som f.eks. da Shirley Manson drak sig fuld under sin Garbage-koncert i 2002). Det lykkedes Radiohead. Kun næsten modvilligt spillede de Karma Police som allersidste sang, men den blev indledt med sangen Idioteque (fra Kid A), så der skulle dén pointe ligesom være sat på plads. Selv om setlisten hovedsageligt bestod af numre fra nyeste In Rainbows, som jeg ikke synes alverden om, så fungerede det langt, langt bedre end hvis koncerten havde været én lang “hit-parade”. I så fald havde Radiohead ikke kunne prale af at være de auterer, de så inderligt gerne vil være.

Lidt røg skal de dog ha’ med: deres brug af splittet storskærm, så man kunne se alle bandmedlemmer samtidig, var fin hvis man stod tæt på skærmen, men jeg har ondt af dem, der stod et stykke væk. Og hvis man ikke var Radiohead-fan, så blev man det i hvert fald ikke dén aften. Det var en koncert for de indviede, eller bare de meget skæve.

Seasick Steve
Scene: Pavillion
Karakter:

Festivallens overraskelse må komme i skikkelsen af denne true-blood redneck son-of-a-bitch med denim overalls, langt fipskæg, skovmandsskjorte og whiskey-ånde. Slide-guitar helt fra Mississippis hede, akkompagneret af “The Mississippi Drum Machine” (a.k.a. en trækasse på gulvet, som han hamrede på med foden). Efter at se hvor mange, der er mødt frem for at se ham, udbryder Steve som noget af det første: “Wow, I thought I was gonna play to like twenty people today.”

Hans medbragte trommeslager gik så højt op i stemningen, at under en sangs afslutning væltede han bogstavelig talt bagover – heldigvis på sidste slag. Og hans søn på vaskebræt fik en slurk whiskey under introduktionen, hvorefter Steve stolt udbryder, “That’s my boy.”

Musikken var country/blues, og det er også fint nok, men mandens engagement var hvad der virkelig solgte koncerten. Han så helt og aldeles lykkelig ud, og var oppe og danse publikum i gang flere gange på trods af mandens tydeligt fremskredne alder. Man ved bare, at den mand sover med et oversavet jagtgevær under puden.

Holy Fuck
Scene: Pavillion
Karakter:

Improviseret dansemusik med galskab, kasten-sig-rundt, mærkværdige instrumenter, Casio-keyboards, båndmaskiner der blev flået ihjel, og en særdeles aktiv trommeslager. Jeg var målløs. “Holy Fuck” er præcis hvad man tænkte, da man forlod teltet efter koncerten. Man kunne også mærke på bandet, at de var sindssygt glade for at spille. Selv om de gerne ville være hårde i kanten og give publikum fingeren, så kunne de alligevel ikke lade være med at smile og komme med endnu flere skøre påfund til deres allerede dundrende lyd (lidt for meget mudder, hr. lydmand!). Deres to mikrofoner var ellers kun til effekt-brug (lidt reverb, lidt distortion, etc.), og altså ikke til at kommunikere med publikum med, men i ren affekt forsøgte den ene af de tre galninge alligevel at takke os for vores entusiastiske optræden gennem hans distortion-mikrofon. Kun enkelte gange tabte den ellers super-præcise og mildest sagt engagerede trommeslager et fill på jorden, hvilket jeg er sikker på ingen andre lagde mærke til, og han så undskyldende ud hver gang – og kvitterede få sekunder senere med et endnu hårdere fill. Og aldrig har jeg set en båndmaskine få så mange tæv. Holy fuck, indeed.

The Streets
Scene: Orange
Karakter:

Man kan sgu ikke klandre Mike Skinner for ikke at prøve. Publikum blev overøst med ros og entusiasme, og det må tages som en bonus, for Skinner kunne i virkeligheden bare have stillet sig op med sine bedste numre, fyret dem af, og taget hjem, velvidende om, at han havde leveret endnu en god fest i kraft af hans bagkatalog. Men nej, der skulle show til, og thank god for that. Det må være svært at være back-up band for den mand, for alle hans skøre påfund undervejs virker meget improviserede, og hvordan backer man en mand op, der insisterer på at få slukket al lys på hele Orange så han kan se lighterne? (And I tell you, fra luftfotoet så det meget imponerende ud at se en mørklagt Orange Scene kun lyst op af en mulliard lightere.)

Settet itself fokuserede meget på crowd-pleasere, og med crowd mener jeg hovedsageligt 14-årige piger. Der var alle tåreperserne og mid-tempo numrene, som man kunne stå og holde kæresten om livet til. Men når han endelig gad, så kunne Mike også sætte gang i en fest, og specielt “Fit But You Know It” fik smæk så den brækkede sig. Men Mike: jeg ved ikke hvem der har fortalt dig, at du kan synge. Men det kan du ikke. Heller ikke andenstemme. Lad hellere din rasta-buddy om dét.

The Dillinger Escape Plan
Scene: Odeon
Karakter:

Man skulle tro et band som Dillinger var vante til, at en vis procentdel af publikum ikke var med dem. Det handler jo alligevel om at svinge med og smadre guitarer og råbe og skrige. Men 3/4 gennem koncerten så Dillinger-banden nærmest skuffede ud, og Greg spurgte ligefrem om vi selv syntes, vi havde fortjent et sidste nummer.

Det var ikke fordi de ikke prøvede. Ben Weinman kastede sig rundt med både guitar og krop; kravlede op på højttalertårn; dropkickede selvsamme højttalertårn så det næsten væltede ned over ham; sprang ud fra selvsamme højttalertårn (som var fire store Marshaller stablet ovenpå hinanden!); og sprang ud i publikum under en superb fremførelse af Clip The Apex. Også Greg var en tur ude og uddele øvertæver. Men det var før teltet på Odeon tyndede ud til under det halve af dets kapacitet.

På trods af en ellers gedigent sammenrystet hardcore fanbase oppe i pitten, en del nysgerrige onlookers, og et band der ellers rystede alle deres moves af i et forsøg på at gejle folk op, så var indstillingen der bare ikke blandt publikum. Det hjælper måske ikke at lyd- og lysmændende var decideret sløve i optrækket.

So there you have it!
Smæk På var på festival, og fuck hvor var det godt.

Og iøvrigt fryd på Spleen United, der mistede deres lyd i en ti minutters tid under koncerten. Lyt til noget Ladytron eller Holy Fuck og tag ved lære; drop det der sodavandsdiskotek!

Og stol aldrig på en anmelder, der fortæller dig, at Alphabeat-koncerten var god — selv DR syntes, den var noget bras! Ha!

Men på trods af en svensker-invasion (“må vi ligge i skyggen under jeres pavillion?” – “ja, selvfølgelig”, hvorefter de inviterer alle deres venner og fylder hele lortet) og den førnævnte hede var det altså en af de bedste Roskilder i mands minde.

Så god var den faktisk, at jeg tror, jeg har mistet en dag. Jep, mellem tirsdag og onsdag er der et bragende sort hul, som end ikke vores anseelige mængde fotodokumentation kan sprede mere lys over. Men sjovt har jeg haft det.

Koncertanmeldelser følger.

Turen til festivalpladsen fra Roskilde Station på gåben var lang, men overraskende problemfri. Festivallen havde endda fået trafikken spærret af på en genvej, der ledte os direkte hen til check-in stedet og sparede os for et par timers omvej.

Piben fik dog en anden lyd da vi ankom. Vi havde fået at vide, at køsystemet var blevet forbedret, der var flere til at modtage billetter, og venteområdet var større. Well, køsystemet var ikke et hak bedre: vi stod i kø i over fire timer, og det var det samme gedemarked som sidste år med nordmænd, der sprang foran i køen og folk, der prøvede at kravle midt ind i køen ved at kravle over hegnet. Men vi havde en Maglite og en megafon, og vi var hårde og kontante! Og ventetiden var egentlig ikke ubehagelig; de fleste folk var venlige og tog det i stiv arm. Den tog bare lang tid.

Faktisk havde køsystemet ændret sig lidt: Festivallen havde sat en af deres storskærme op, hvorpå et Flash-show bad festivalgæsterne om at passe på hinanden og have tålmodighed. Vi ved, det var lavet i Flash, for halvvejs gennem køen gik Windows’ Automatic Update i gang på computeren, der styrede storskærmen, og fortalte, at der var installeret opdateringer og computeren skulle rebootes – med en nedtælling på halvandet minut. Eftersom ingen var til stede og passe computeren fik nedtællingen lov til at fortsætte, og med højlyd nedtælling de sidste ti sekunder skete det uundgåelige, til stor jubel i den trange kø.

De sidste tyve minutter før armbåndet begyndte festivallen at lukke folk ind på pladsen, to timer før de ellers skulle. Grunden fandt vi senere ud af var, at hegnet på Camp Øst var blevet væltet, og så kunne de lige så godt også lukke os på Camp Vest ind. Så: check-in systemet var en total fiasko. Ingen forbedringer.

Men vi fandt en lejr og vejret var dejligt samarbejdsvillig. Efter en hel aften uden søvn fik vi os et par bajere og gik derefter kolde efter lejren var sat op.

Søndag tog vi til Press Play On Tape koncert på Pavillion Junior. De er sgu blevet nogle dygtige musikere, de nørder, og specielt Bubble Bobble og Pacman-temaerne gik rent ind. Selv var jeg ret glad for deres version af Monty on the Run, og måske lidt skuffet over, at de ikke spillede deres Comic Bakery-boyband-sang. Det slår mig specielt som sært, fordi hvis det var fordi de ville holde deres Roskilde-gig i rock-ånden, hvorfor så lave en tåbelig rap-sang over beatet til The Real Slim Shady?

Men jeg klager ikke, for jeg synes det var fremragende. Det synes et vist tågehoved på MyMusic-redaktionen ikke, men han var tilsyneladende så langt fra målgruppen som man overhovedet kan være.

Oh well. PPOT, I rocker stadig. En fantastisk start på festivallen.

Hvorfor? Jo, fordi han er nu en “fri agent”, dvs. fri for pladeselskabernes tyranni. Og som alle andre frie agenter skal hans forrige pladeselskaber da have en røffel med. Han namedropper endda gamle onkel Reznor, og det var ellers manden, der udtalte, “As long as I stay ten steps ahead of whatever Billy Corgan’s doing, I think I’m all right.”

Det hele lyder ret hult fra en mand, der udgav sin forrige plade i 19 forskellige udgaver.

Og så var der iøvrigt noget med en genudgivelse af Pumpkins’ første skive, Gish, i box-set med ekstras osv. Hvilket nok bliver de præ-Gish demoer, man allerede nu kan hente fra alverdens torrents.

Error var det hedengangne super-projekt med brødrene Ross (hvoraf Atticus kendes fra det der lille band der), gutten fra Bad Religion, og MOTHERFUCKING GREG, a.k.a. koreaner-spyderen fra Dillinger. De fik kun lavet en enkelt EP, og den taber lidt dampen allerede omkring det næstsidste nummer. Men for fanden hvor er “Nothing’s Working” et godt nummer, og hey, det kan hentes gratis! Whoopeee!

Desert Planet kendte jeg ellers ikke til før nogen oplyste mig om, at CD-mediet er DØDT, og man fremover udgiver sit skidt på USB-nøgler!!! Det er dog ikke dét album, jeg vil anbefale, men derimod albummet “Moonrocks”. To finlændere med stor kærlighed for C64 SID-synthen, danserytmer og rock-arrangementer.

Ligesom Error før, så taber det også dampen … faktisk overraskende hurtigt. Men de to første numre er fede, og hey, man kan downloade det fedeste nummer gratis! Svært at sige nej til. Men de har endnu ikke helt fortjent at kunne lave temaet fra Blade Runner i danseversion. Fy fy, slemme finlændere!

Arcturus lavede en skive, der hedder The Sham Mirrors. Den er værd at undersøge hvis man kan lide polyrytmik. Der er lige lidt for meget mellemtone i lydbilledet for min smag, men Hellhammer kan fandme ikke lide at spille i én taktart særlig længe – selv når alle andre i bandet gør det. Må fandme være svært at spille med den mand.