Roskilde Festival 2008 - Del 3: Koncertanmeldelser

Karakterskala:
Karakterer gives på en skala fra 1-6, hvor 1 er uudholdeligt og 6 er suverænt. Der kan, i værste tilfælde, tildeles en dumpekarakter på 0, men i så fald bør bandet også jages med en gaffel og samtlige bandmedlemmer stikkes i begge ører så de ikke kan lave mere musik. Eks: Alphabeat.

Press Play On Tape
Scene: Pavillion Jr.
Karakter:

God gas og dygtighed, med spilleglæde ud over scenekanten. Undrer mig dog over deres Slim Shady-pastiche, som var særdeles malplaceret, og selv om 80′er-medleyen var sjov var det ikke det, publikum var kommet for at høre. Bubble Bobble og Pacman skabte størst glæde, og deres udgave af Monty On The Run var ren nørd-blær med smil til følge.

Clutch
Scene: Odeon
Karakter:

Så er jeg også venlig. De er dygtige musikere, ingen tvivl derom. Men magen til arrogance. Koncerten bliver indledt uden skyggen af bandmedlemmerne, og i stedet får vi en al for lang intro på bånd. Når bandet først går på scenen virker de uoplagte (med mulig undtagelse af trommeslageren, der var pænt engageret i hans kram) og selvfede. Det til trods for, at musikken var i overhængende fare for at blive ensformig. I er dygtige musikere, drenge, men I skal ikke hvile på laurbærrene!

Radiohead
Scene: Orange
Karakter:

Eminent velspillet og med præcis den kølige distance, der ikke udråber arrogance, men nærmere introvert professionalisme og hengivenhed til eget værk. At gøre en Orange-koncert intim er der kun få, der har kunnet præstere (som f.eks. da Shirley Manson drak sig fuld under sin Garbage-koncert i 2002). Det lykkedes Radiohead. Kun næsten modvilligt spillede de Karma Police som allersidste sang, men den blev indledt med sangen Idioteque (fra Kid A), så der skulle dén pointe ligesom være sat på plads. Selv om setlisten hovedsageligt bestod af numre fra nyeste In Rainbows, som jeg ikke synes alverden om, så fungerede det langt, langt bedre end hvis koncerten havde været én lang “hit-parade”. I så fald havde Radiohead ikke kunne prale af at være de auterer, de så inderligt gerne vil være.

Lidt røg skal de dog ha’ med: deres brug af splittet storskærm, så man kunne se alle bandmedlemmer samtidig, var fin hvis man stod tæt på skærmen, men jeg har ondt af dem, der stod et stykke væk. Og hvis man ikke var Radiohead-fan, så blev man det i hvert fald ikke dén aften. Det var en koncert for de indviede, eller bare de meget skæve.

Seasick Steve
Scene: Pavillion
Karakter:

Festivallens overraskelse må komme i skikkelsen af denne true-blood redneck son-of-a-bitch med denim overalls, langt fipskæg, skovmandsskjorte og whiskey-ånde. Slide-guitar helt fra Mississippis hede, akkompagneret af “The Mississippi Drum Machine” (a.k.a. en trækasse på gulvet, som han hamrede på med foden). Efter at se hvor mange, der er mødt frem for at se ham, udbryder Steve som noget af det første: “Wow, I thought I was gonna play to like twenty people today.”

Hans medbragte trommeslager gik så højt op i stemningen, at under en sangs afslutning væltede han bogstavelig talt bagover - heldigvis på sidste slag. Og hans søn på vaskebræt fik en slurk whiskey under introduktionen, hvorefter Steve stolt udbryder, “That’s my boy.”

Musikken var country/blues, og det er også fint nok, men mandens engagement var hvad der virkelig solgte koncerten. Han så helt og aldeles lykkelig ud, og var oppe og danse publikum i gang flere gange på trods af mandens tydeligt fremskredne alder. Man ved bare, at den mand sover med et oversavet jagtgevær under puden.

Holy Fuck
Scene: Pavillion
Karakter:

Improviseret dansemusik med galskab, kasten-sig-rundt, mærkværdige instrumenter, Casio-keyboards, båndmaskiner der blev flået ihjel, og en særdeles aktiv trommeslager. Jeg var målløs. “Holy Fuck” er præcis hvad man tænkte, da man forlod teltet efter koncerten. Man kunne også mærke på bandet, at de var sindssygt glade for at spille. Selv om de gerne ville være hårde i kanten og give publikum fingeren, så kunne de alligevel ikke lade være med at smile og komme med endnu flere skøre påfund til deres allerede dundrende lyd (lidt for meget mudder, hr. lydmand!). Deres to mikrofoner var ellers kun til effekt-brug (lidt reverb, lidt distortion, etc.), og altså ikke til at kommunikere med publikum med, men i ren affekt forsøgte den ene af de tre galninge alligevel at takke os for vores entusiastiske optræden gennem hans distortion-mikrofon. Kun enkelte gange tabte den ellers super-præcise og mildest sagt engagerede trommeslager et fill på jorden, hvilket jeg er sikker på ingen andre lagde mærke til, og han så undskyldende ud hver gang - og kvitterede få sekunder senere med et endnu hårdere fill. Og aldrig har jeg set en båndmaskine få så mange tæv. Holy fuck, indeed.

The Streets
Scene: Orange
Karakter:

Man kan sgu ikke klandre Mike Skinner for ikke at prøve. Publikum blev overøst med ros og entusiasme, og det må tages som en bonus, for Skinner kunne i virkeligheden bare have stillet sig op med sine bedste numre, fyret dem af, og taget hjem, velvidende om, at han havde leveret endnu en god fest i kraft af hans bagkatalog. Men nej, der skulle show til, og thank god for that. Det må være svært at være back-up band for den mand, for alle hans skøre påfund undervejs virker meget improviserede, og hvordan backer man en mand op, der insisterer på at få slukket al lys på hele Orange så han kan se lighterne? (And I tell you, fra luftfotoet så det meget imponerende ud at se en mørklagt Orange Scene kun lyst op af en mulliard lightere.)

Settet itself fokuserede meget på crowd-pleasere, og med crowd mener jeg hovedsageligt 14-årige piger. Der var alle tåreperserne og mid-tempo numrene, som man kunne stå og holde kæresten om livet til. Men når han endelig gad, så kunne Mike også sætte gang i en fest, og specielt “Fit But You Know It” fik smæk så den brækkede sig. Men Mike: jeg ved ikke hvem der har fortalt dig, at du kan synge. Men det kan du ikke. Heller ikke andenstemme. Lad hellere din rasta-buddy om dét.

The Dillinger Escape Plan
Scene: Odeon
Karakter:

Man skulle tro et band som Dillinger var vante til, at en vis procentdel af publikum ikke var med dem. Det handler jo alligevel om at svinge med og smadre guitarer og råbe og skrige. Men 3/4 gennem koncerten så Dillinger-banden nærmest skuffede ud, og Greg spurgte ligefrem om vi selv syntes, vi havde fortjent et sidste nummer.

Det var ikke fordi de ikke prøvede. Ben Weinman kastede sig rundt med både guitar og krop; kravlede op på højttalertårn; dropkickede selvsamme højttalertårn så det næsten væltede ned over ham; sprang ud fra selvsamme højttalertårn (som var fire store Marshaller stablet ovenpå hinanden!); og sprang ud i publikum under en superb fremførelse af Clip The Apex. Også Greg var en tur ude og uddele øvertæver. Men det var før teltet på Odeon tyndede ud til under det halve af dets kapacitet.

På trods af en ellers gedigent sammenrystet hardcore fanbase oppe i pitten, en del nysgerrige onlookers, og et band der ellers rystede alle deres moves af i et forsøg på at gejle folk op, så var indstillingen der bare ikke blandt publikum. Det hjælper måske ikke at lyd- og lysmændende var decideret sløve i optrækket.

So there you have it!
Smæk På var på festival, og fuck hvor var det godt.

Og iøvrigt fryd på Spleen United, der mistede deres lyd i en ti minutters tid under koncerten. Lyt til noget Ladytron eller Holy Fuck og tag ved lære; drop det der sodavandsdiskotek!

Og stol aldrig på en anmelder, der fortæller dig, at Alphabeat-koncerten var god — selv DR syntes, den var noget bras! Ha!

Roskilde Festival 2008 - Del 2: Ugen, der gik

Der var masser af hyggelig lejrstemning og kolde øl i lejren gennem ugen. Det var der også brug for, for selv om det støvregnede lettere behageligt under opsætningen af lejren, så bagte solen ubønhørligt ned over os hele ugen. Værst var fredag-lørdag, der virkelig satte nye rekorder i direkte umotiverende hede.

Men på trods af en svensker-invasion (”må vi ligge i skyggen under jeres pavillion?” - “ja, selvfølgelig”, hvorefter de inviterer alle deres venner og fylder hele lortet) og den førnævnte hede var det altså en af de bedste Roskilder i mands minde.

Så god var den faktisk, at jeg tror, jeg har mistet en dag. Jep, mellem tirsdag og onsdag er der et bragende sort hul, som end ikke vores anseelige mængde fotodokumentation kan sprede mere lys over. Men sjovt har jeg haft det.

Koncertanmeldelser følger.

Roskilde Festival 2008 - Del 1

Turen til festivalpladsen fra Roskilde Station på gåben var lang, men overraskende problemfri. Festivallen havde endda fået trafikken spærret af på en genvej, der ledte os direkte hen til check-in stedet og sparede os for et par timers omvej.

Piben fik dog en anden lyd da vi ankom. Vi havde fået at vide, at køsystemet var blevet forbedret, der var flere til at modtage billetter, og venteområdet var større. Well, køsystemet var ikke et hak bedre: vi stod i kø i over fire timer, og det var det samme gedemarked som sidste år med nordmænd, der sprang foran i køen og folk, der prøvede at kravle midt ind i køen ved at kravle over hegnet. Men vi havde en Maglite og en megafon, og vi var hårde og kontante! Og ventetiden var egentlig ikke ubehagelig; de fleste folk var venlige og tog det i stiv arm. Den tog bare lang tid.

Faktisk havde køsystemet ændret sig lidt: Festivallen havde sat en af deres storskærme op, hvorpå et Flash-show bad festivalgæsterne om at passe på hinanden og have tålmodighed. Vi ved, det var lavet i Flash, for halvvejs gennem køen gik Windows’ Automatic Update i gang på computeren, der styrede storskærmen, og fortalte, at der var installeret opdateringer og computeren skulle rebootes - med en nedtælling på halvandet minut. Eftersom ingen var til stede og passe computeren fik nedtællingen lov til at fortsætte, og med højlyd nedtælling de sidste ti sekunder skete det uundgåelige, til stor jubel i den trange kø.

De sidste tyve minutter før armbåndet begyndte festivallen at lukke folk ind på pladsen, to timer før de ellers skulle. Grunden fandt vi senere ud af var, at hegnet på Camp Øst var blevet væltet, og så kunne de lige så godt også lukke os på Camp Vest ind. Så: check-in systemet var en total fiasko. Ingen forbedringer.

Men vi fandt en lejr og vejret var dejligt samarbejdsvillig. Efter en hel aften uden søvn fik vi os et par bajere og gik derefter kolde efter lejren var sat op.

Søndag tog vi til Press Play On Tape koncert på Pavillion Junior. De er sgu blevet nogle dygtige musikere, de nørder, og specielt Bubble Bobble og Pacman-temaerne gik rent ind. Selv var jeg ret glad for deres version af Monty on the Run, og måske lidt skuffet over, at de ikke spillede deres Comic Bakery-boyband-sang. Det slår mig specielt som sært, fordi hvis det var fordi de ville holde deres Roskilde-gig i rock-ånden, hvorfor så lave en tåbelig rap-sang over beatet til The Real Slim Shady?

Men jeg klager ikke, for jeg synes det var fremragende. Det synes et vist tågehoved på MyMusic-redaktionen ikke, men han var tilsyneladende så langt fra målgruppen som man overhovedet kan være.

Oh well. PPOT, I rocker stadig. En fantastisk start på festivallen.

Græskarhoved udgiver, genudgiver, klynker

Vores allesammens yndlings-tudefjæs Billy Corgan har lige totalt droppet post-2000-Pumpkins’ nyeste single, Superchrist, med dertilhørende low-budget video.

Hvorfor? Jo, fordi han er nu en “fri agent”, dvs. fri for pladeselskabernes tyranni. Og som alle andre frie agenter skal hans forrige pladeselskaber da have en røffel med. Han namedropper endda gamle onkel Reznor, og det var ellers manden, der udtalte, “As long as I stay ten steps ahead of whatever Billy Corgan’s doing, I think I’m all right.”

Det hele lyder ret hult fra en mand, der udgav sin forrige plade i 19 forskellige udgaver.

Og så var der iøvrigt noget med en genudgivelse af Pumpkins’ første skive, Gish, i box-set med ekstras osv. Hvilket nok bliver de præ-Gish demoer, man allerede nu kan hente fra alverdens torrents.

Smæk På anbefaler i juni: Error, Desert Planet, Acturus

En rundtur i iPod’en for juni afslører følgende:

Error var det hedengangne super-projekt med brødrene Ross (hvoraf Atticus kendes fra det der lille band der), gutten fra Bad Religion, og MOTHERFUCKING GREG, a.k.a. koreaner-spyderen fra Dillinger. De fik kun lavet en enkelt EP, og den taber lidt dampen allerede omkring det næstsidste nummer. Men for fanden hvor er “Nothing’s Working” et godt nummer, og hey, det kan hentes gratis! Whoopeee!

Desert Planet kendte jeg ellers ikke til før nogen oplyste mig om, at CD-mediet er DØDT, og man fremover udgiver sit skidt på USB-nøgler!!! Det er dog ikke dét album, jeg vil anbefale, men derimod albummet “Moonrocks”. To finlændere med stor kærlighed for C64 SID-synthen, danserytmer og rock-arrangementer.

Ligesom Error før, så taber det også dampen … faktisk overraskende hurtigt. Men de to første numre er fede, og hey, man kan downloade det fedeste nummer gratis! Svært at sige nej til. Men de har endnu ikke helt fortjent at kunne lave temaet fra Blade Runner i danseversion. Fy fy, slemme finlændere!

Arcturus lavede en skive, der hedder The Sham Mirrors. Den er værd at undersøge hvis man kan lide polyrytmik. Der er lige lidt for meget mellemtone i lydbilledet for min smag, men Hellhammer kan fandme ikke lide at spille i én taktart særlig længe - selv når alle andre i bandet gør det. Må fandme være svært at spille med den mand.

Offspring streamer nyt (lamt) album

The Offspring streamer hele deres nye album, hvilket selvfølgelig er prisværdigt.

Hvad er mindre prisværdigt er selve albummet. Jeg sad i går med en aftenkold og prøvede at få det til at give mening. Første nummer lyder som en My Chemical Romance-pastiche (ydrk!), og andet nummer lyder næsten præcis som nummeret “Smash” fra deres hedengangne klassiker af samme navn.

Efter det opgav jeg at lytte til hele sange. Men det lyder til, at stort set hele albummet er fyldt med rimelig kønsløse mid-tempo sange. Nu siger jeg ikke, at man skal være punk med stort P hele livet, bare fordi man står bag tidens bedst sælgende undergrundsskive. Men det er sgu snyd at lave en sang, der hedder “Let’s Hear It for Rock’n'Roll”, der overhovedet ikke rocker.

Stram op, Dexter!

Nu skal P3 edderfuckme til at stramme an!

Uanset hvad man synes om Rasmus Nøhr, så beder man fandme ikke en musiker om at skære visse instrumenter ud af musikken for at det “passer ind i stationens profil”. P3 ved udemærket godt, at hvis man ikke bliver spillet på deres station, så får man ikke “et hit” (hvis det nu er ens hensigt), og at drive plat på musikerne på denne måde — uanset hvor skidt musik, de så laver — er under al kritik!

Jeg får en dårlig smag i munden af det. Jeg læser selv kommunikation, men det her er sgu at tage sin kommunikationsplan alt, alt, alt for seriøst. Fandfuckme for dårligt.

Deftones i studiet: nyt album, Eros

Deftones er i studiet og indspille deres nye studie-album, Eros. Terry Date producerer. Sidst han gjorde det, resulterede det i den (i mit hoved) mindre heldige self-titled, Deftones, som lød som ét langt mid-tempo sumpe-nummer. Men han stod også bag Around the Fur, og ol’ boy Chino forsikrer os, at tempoet får et nøk opad - så basically, anything can happen.

FFS, hvis pladen bare bliver halvt så god som Saturday Night Wrist, så er der sgu meget at se frem til! Release-daten for Eros siger “sent 2008″, og det kan jo betyde hvad som helst.

Chino og drengene skriver iøvrigt blog om hvordan indspilningerne går - og selv om det ikke just er prosa (de inviterer dig til at spille poker med dem, og mit svar må være et rungende “hell no”), så er der også nogle dejligt farverige beskrivelser af musikken.

Ladytron: Velocifero

Hvis du, som mig, syntes, at Ladytrons forrige album, Witching Hour, var en anelse på den meditative, sløve side — så vil deres nye album, Velocifero, være en glædelig overraskelse.

Groft sagt har Ladytron aldrig rocket så meget i deres karriere (selv om jeg hader at bruge ‘rock’ som verbum). Fra starten af er der god knald på de savtakkede moog-synths, og nærmest traditionen tro (se Light & Magic) bliver første nummer leveret på klingende bulgarsk. Singlen “Ghosts”, med dens bouncy shuffle-rytme, lyder måske som letkøbt ved første ørekast (se NIN’s “Capital G”, eller landeplagen, der startede det hele, “Beautiful People”), men vokallinien og melodien er så insisterende iørefaldende, at man tager sig selv i at gå og nynne den alligevel. (Det hjælper kun, at teksten er intet mindre end genial.)

Der bliver for alvor skruet op for tempoet og volumen i “I’m Not Scared”, og “Burning Heart” lyder nærmest som om den var skrevet for at vise Spleen United, at hvis man endelig vil lave noget, der lyder som Pet Shop Boys, så skal det fa’me også lyde godt. I det hele taget er Velocifero præcis hvad Neanderthal IKKE var: en dansabel synth-rock plade, der ikke falder for pastiche og provinsdisko-romantik.

Hele pladen foregår i et ret højtskruet tempo — selv ‘balladen’ “Season of Illusions” medføres af et beat, der virker meget insisterende — men formår at gøre det uden at lytteren taber pusten halvvejs igennem.

Selv Daniel Hunt, som normalt tavst styrer synthen i baggrunden, får lov at lege vokalharmoni med engelsk-sprogede forsanger Helen på “Versus”. Og så er jeg total sucker for melodien i “Deep Blue”.

Der er for mange højdepunkter. At sige, at en synth-rock plade co-produceret af Alessandro Cortini er “safe” (som paddehatten her) kan slet ikke tages seriøst — pladen er en længe tiltrængt og vidtrækkende udvikling. Light & Magic er til fest, Witching Hour er til sten, og Velocifero er til FEST. Køb den. Siger jeg.

En uddannelse i musik

Hvis I finder den her burde I seriøst investere i den. Men måske er det bare mig, der har en kærlighedsaffære med den, i mine øjne, misforståede Syd Barrett. Hvis I finder den — og det gjorde jeg til en 50′er i min lokale Fona — og ser ekstra-materialet, så er det egentlig kun Roger Waters, der forsøger at sætte sig ind i Barrett’s mentalitet. Resten af gutterne, inklusiv David Gilmour, som jeg ellers troede var den sympatiske i bandet mens Waters var klynkehovedet, er mere eller mindre ligeglade med ham, og fandt Barrett nærmest irriterende at være i nærheden af.

Jeg tror ikke, Barrett var sindssyg. Jeg tror, han fik en større dosis LSD end han havde forventet, som Rick Wright fortæller (den “fortabte” weekend, hvor Barrett forsvandt mens de skulle lave en radiooptagelse), men jeg tror ikke, det nødvendigvis lukkede af for hans evne til at være social. Jeg tror, som Barrett’s senere trommeslager siger, at han af og til brugte sin ’sindssyge’ (som han indrømmet nok havde noget af, forstærket af det uheldige trip) for at koble af. Jeg tror simpelthen, han var træt af musiklivet, ikke musikken. Træt af forventningerne, rutinen og at skulle overbevise andre om hvordan musikken skulle lyde. Og måske træt af at være ude af stand, på grund af syren, til at kunne sætte ord på hvordan han havde det.

Eller også er det bare fordi jeg gerne vil have nogen at identificere mig med. Manden er jo død, og nægtede iøvrigt at snakke med nogen om hele fadæsen, så vi finder aldrig ud af det. Men fornemmelsen af at have fået nok og være ude af stand til at forklare andre hvorfor, til det punkt hvor man bare hellere vil gå sin vej end at prøve mere, kan jeg - såvel som de fleste andre, vel - udmærket forstå.

En flad 50′er. Det kræver selvfølgelig at man har tålmodighed til at sidde igennem nogle uredigerede interviews. Men det er det værd.